Udledning

Udledning er en betegnelse inden for miljø- og naturforvaltningen, der beskriver frigivelsen af stoffer fra en kilde til omgivelserne. Begrebet bruges bredt og dækker både udslip af forurenende stoffer til luft, vand eller jord samt udledning af drivhusgasser. I praksis skelnes ofte mellem luftudledning (emissioner til atmosfæren), vandudledning (udslip af spildevand og andre stoffer i vandområder) og jord- eller vandrelateret belastning. Drivkraften er ofte industri, energiproduktion, landbrug og husholdninger.

Forvaltningen af udledning sker gennem regler, tilladelser og overvågning. I EU og Danmark fastsættes grænseværdier og krav til teknologi som del af direktiver som Industrial Emissions Directive (IED), Water Framework Directive og luftdirektiver. Virksomheder og offentlige myndigheder udsteder tilladelser baseret på udledningsgrænser, og data indsamles i nationale og internationale emissionsregnskaber. Overvågning sker gennem målinger, beregninger og rapportering af udledninger til myndighederne.

Konsekvenserne af udledning er centrale for miljø og folkesundhed. Luftudledning kan medføre luftforurening og klimakonsekvenser; vandudledning kan forringe vandkvaliteten og øge eutrofiering. Tiltag til reduktion omfatter anvendelse af bedste tilgængelige teknik (BAT), energibesparelser, rensningsanlæg og i enkelte tilfælde kuldioxid- eller metanfældning.

Udledningsspørgsmål spiller en væsentlig rolle i miljøpolitik, industriens ansvar og kommunal planlægning og bruges som indikator for overholdelse og fremskridt i miljømål.