Luftudledning

Luftudledning er afgivelse af luftforurening i atmosfæren fra kilder som energi- og industrianlæg, transportmidler, landbrug og opvarmning. Begrebet omfatter udslip af stoffer, der kan påvirke luftkvaliteten og menneskers sundhed samt miljøet. Forureningens sammensætning varierer efter kilde og teknologi og kan ændre sig over tid som følge af regler og tekniske forbedringer.

De mest almindelige stoffer ved luftudledning er partikler (PM2,5 og PM10), NOx (nitrogenoxider, herunder NO og NO2), SO2 (svovldioxid), CO (kuldioxid) og flygtige organiske forbindelser (VOC). Troposfærisk ozon dannes også som sekundær forurening, når stoffer som NOx og VOC reagerer i lysets nærvær. PM og NOx særligt er stærkt fokus i miljø- og sundhedsregulering.

Kilder til luftudledning kan opdeles i stationære og mobile. Stationære kilder omfatter kraftværker, industri og opvarmningsanlæg, mens mobile kilder omfatter personbiler, lastbiler, tog, skibe og fly. Landbrugets ammoniak bidrager også til luftforurening gennem andre partikler og luftkvalitetspåvirkninger.

Effekter og overvågning: Forringet luftkvalitet kan påvirke helbredet med øget risiko for luftvejssygdomme, hjertet og kredsløbet samt skader på økosystemer. Luftkvaliteten overvåges løbende og rapporteres i nationale og internationale opgørelser. EU og nationale regeringer fastlægger grænseværdier og emissionslofter for at styre udledningen.

Regulering og tiltag: Tiltag inkluderer anvendelse af renere brændsler og elektricitet, forbedret køretøjsudstyr, renseteknikker som partikulærfiltre og SCR-katalysatorer, forbedret transportinfrastruktur og byplanlægning for at reducere kørselsbehovet. Nationale indikatorer og tilsyn støtter implementeringen af BAT-teknikker og målopfyldelse.