byplanlægning

Byplanlægning er den danske disciplin, der former geografien og bymiljøet gennem politikker, planer og regler for at balancere boliger, arbejde, mobilitet og bæredygtighed. Den dækker arealudlægning, zonering, infrastruktur, offentlige rum og kulturarv med det overordnede mål at sikre en ordnet udvikling og høj livskvalitet.

Den juridiske ramme centrerer sig om Planloven, planloven. Kommunerne udarbejder en kommuneplan, som beskriver arealforbrugets strategier og udviklingsprincipper for en defineret periode. Detaljerede bindende bestemmelser for specifikke områder fastlægges i lokalplaner. Ældre byplanvedtægter findes stadig i nogle områder, men er som regel erstattet af lokalplaner og kommuneplaner. Regioner koordinerer tværkommunal planlægning.

Planlægningsprocessen hviler på behovsanalyser, interessentinddragelse og offentlig deltagelse, med forslag, der behandles af kommunalbestyrelser og underlagt høring og eventuelle ankema. Miljø- og kulturarvshensyn indgår ofte, og større projekter kan kræve påvirkningsvurderinger. Planer revideres løbende for at afspejle demografiske forandringer, politiske skift og klimamål.

Fokusområderne omfatter tæt byudvikling og bæredygtig vækst, planlægning i relation til transport, klimatilpasning, grøn og blå infrastruktur samt integration af boliger, arbejdspladser og serviceydelser. Der lægges vægt på kvalitetsdesign, tilgængelighed og inkluderende offentlige rum samt omdannelse af udtjente arealer og bevarelse af kulturel kulturarv og landskabsintakter.

Nøgleaktører er kommuner, regionale myndigheder, statslige agenturer, udbydere, planlæggere, borgere og interesseorganisationer, der deltager gennem høringer, rådgivning og offentlige udvalg.