Støyforurensning

Støjforurensning er uønsket eller skadelig lyd i omgivelserne, som påvirker menneskers sundhed, velbefindende og miljøet. Den kan være udendørs eller indendørs og kan være midlertidig, som under byggeaktiviteter, eller længerevarende, som trafikstøj omkring byområder. Begrebet anvendes til at beskrive lyde, der overstiger gældende grænseværdier eller menneskers akceptniveauer og dermed kræver afbødende foranstaltninger.

Kilderne omfatter blandt andet vejtrafik, tog og lufttrafik, industriel produktion, bygge- og anlægsarbejde, støj fra boligbebyggelser og erhvervsområder, underholdning og natteliv samt naturbaserede kilder i visse miljøer. Støj kan være konstant eller tidsbundet og varierer med årstider og aktiviteter.

Måling og grænser: Støj måles i decibel (dB); menneskelig hørelse er ikke lineær, derfor anvendes ofte A-vægtet dBA. Langvarig eksponering til omkring 85 dB kan skade hørelsen. Nattelige støjniveauer bør sættes lavere for at beskytte søvn. EU og nationale myndigheder anvender støjmåling og støjkortlægning til planlægning og afværgeforanstaltninger. WHO giver retningslinjer for grænser til sundhedsbeskyttelse.

Helseeffekter: Støjforurening kan forstyrre søvn, øge stressniveauet, give koncentrationsbesvær og øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme ved langvarig eksponering. Den kan også påvirke dyreliv og økosystemer ved at forstyrre kommunikation, parringsadfærd og habitatvalg.

Forebyggelse og styring: Myndighederne anvender byplanlægning, støjreduktion i transport og industri, støjbarrierer, lavere hastigheder og bedre bygningskonstruktion med lydisolering. Offentlige oplysninger, støjkort og kortlægning af støjniveauer hjælper med at prioritere tiltag og beskytte sårbare grupper som børn og ældre.