støjreduktion

Støjreduktion betegner tilgange og teknikker til at reducere mængden af uønsket lyd i et miljø eller i et produkt med henblik på forbedret komfort, taleopfattelse og arbejdssikkerhed. Arbejdet sker inden for forskellige områder og kan kombineres for at opnå mere støjsvage omgivelser eller produkter.

Der findes to hovedtilgange: passiv og aktiv støjreduktion. Passiv støjreduktion bygger på fysiske barrierer og materialer, der dæmper lyd gennem tætningsmaterialer, akustiske paneler, tæt emballage og konstruktionsdesign. Aktiv støjreduktion (ANC) bruger mikrofoner, digital signalbehandling og en/kontra-signal til at producere en modfase, der reducerer bestemte frekvenser gennem interferens. Effektiviteten varierer med frekvensområde, støjkilde og afstand, og høj dapri for lavfrekvent støj kan være udfordrende.

Anvendelserne spænder bredt: forbrugerelektronik som hovedtelefoner og ørepropper, transportmidler som biler, tog og fly, samt bygninger og maskiner, hvor støjreduktion ønskes af hensyn til sundhed og koncentration. Virkningsmålinger benytter typisk lydtrykniveauer i decibel (dB), ofte justeret til menneskelig hørelse som dB(A), samt ændringer i signal-til-støj-forhold (SNR).

Udfordringer omfatter begrænsninger ved lavfrekvent støj, energiforbrug ved aktive systemer, potentiel latenstid og de individuelle variationer i hørsel. Fremtidige tendenser omfatter avancerede materialer og adaptive støjstyringsløsninger i bygningsdesign og forbrugerprodukter.