Sidehældningerne

Sidehældningerne betegner hældningen af en skråning i forhold til vandret. Begrebet anvendes både om naturlige skråninger i terrænet og om sidehældninger i menneskeskabte forhold som veje, jernbaner, dæmninger og udgravninger. Hældningen måles som en vinkel i grader eller som en procentuel hældning og kan ændre sig med materiale, vandindhold og belastning.

Stabiliteten af sidehældningerne afhænger af jord- eller klippeartens mekaniske egenskaber, herunder kohæsion og den interne friktionsvinkel, den gennemsnitlige tæthed samt vandtryk i porerne. En skrånings modstand mod deformation bedømmes ofte ved hjælp af en sikkerhedsfaktor og analyse af potentielle skredscenarier. Afhængig af forholdene kan risikoen være højere ved øgede belastninger, nedbør eller ændringer i rodnet og porvand.

Til vurdering bruges feltmålinger af hældningen og geotekniske prøver af jord og klippe. Vurderingerne omfatter ofta den forventede sikkerhedsfaktor og sandsynlige skredveje. For tekniske anlæg gælder krav om tilstrækkelig dræning og passende hældning for at minimere poretryk og nedbøjets effekt.

Til stabilisering af sidehældningerne anvendes dræning, omformning til en mindre hældning, støttemure, jordankre eller geosyntetiske forstærkninger, terrassering og beplantning. Valgte metoder afhænger af hældningens størrelse, undergrundens egenskaber og omkostninger.

Overvågning af sidehældningerne bruges i udsatte områder ved hjælp af instrumenter som inclinometre, GPS og LiDAR for at opdage deformationer og informere risikostyring og vedligeholdelse af infrastruktur.