Røntgenbillederne

Røntgenbillederne er diagnostiske billeder, der fremstilles ved hjælp af røntgenstråling. De er todimensionelle og giver kontraster mellem forskellige væv baseret på deres tætheder. Når røntgenstråler passerer gennem kroppen, bliver strålerne delvist absorberet af knogler, væv og luft, hvilket giver et billede på film eller en digital sensor.

Røntgenapparatet består af et røntgenrør, der udsender stråler gennem kroppen, og en detektor (film eller digital sensor) som registrerer dem. Moderne praksis bruger digital radiografi, hvor data lagres og behandles af computere og arkiveres i billedsystemer som PACS.

Anvendelsesområderne inkluderer udredning af frakturer og andre knogleforandringer, tandrøntgen, vurdering af lunger og brystkasse, samt abdominale og bækkenbælter. Mammografi er en særlig form for røntgenbilleddannelse til brystvævsscreening og diagnostik. Nogle undersøgelser kræver kontrastmidler for at belyse bestemte strukturer.

Røntgenstråling er ioniserende og kan medføre skadelige virkninger ved overdreven eksponering. Derfor følges ALARA-princippet (så lavt som rimeligt muligt), og der anvendes beskyttelse som blyforklæder og skærme, især ved gravide, børn og hyppige undersøgelser. Begrænsningerne inkluderer at røntgenbilleder er todimensionelle og derfor kan overlappe strukturer; de giver ofte mindre detaljer om blød væv end CT eller MRI. For mere detaljeret billeddannelse kan CT, MRI eller ultralyd anvendes.

Historie: Røntgenstrålernes opdagelse af Wilhelm Conrad Röntgen i 1895 revolutionerede medicinsk billeddannelse. Opdagelsen gav navn til røntgen og har siden udviklet sig til moderne digital radiografi.