Rettighederbaserede

Rettighederbaserede tilgange, ofte omtalt som rights-based approaches, er en metode i politik, udvikling og humanitære indsatser der bygger på menneskerettigheder som grundlæggende normative rammer. En rettighedsbaseret tilgang har som formål at respektere, beskytte og opfylde rettighederne for dem, interventionerne sigter mod, ved at integrere rettighedsstandarder i planlægning, gennemførelse og evaluering.

Grundprincipperne omfatter universalisme og udelelighed af rettighederne, ikke-diskrimination, lighed mellem grupper, samt deltagelse og medbestemmelse for rettighedshavere. Der lægges vægt på ansvarlighed og gennemsigtighed, herunder pligt til at give information og adgang til ret, hvis rettigheder krænkes. En rettighedsbaseret tilgang etablerer en relation mellem rettighedshavere og pligtshavere (stater, offentlige myndigheder, internationale organisationer), som har forpligtelser til at sikre retten til sundhed, uddannelse, sikkerhed og social beskyttelse.

Anvendelsesområderne spænder fra langsigtet udvikling og bistand til sundhedssektoren, uddannelse, sociale ydelser og humanitær bistand. Den anvendes også i menneskerettighedsbaserede rammer for beskyttelse af sårbare grupper som børn, personer med handicap og minoriteter. I praksis indebærer den rettighedsbaserede tilgange ofte analyse af hvilke rettigheder der berøres, inddragelse af berørte parter i beslutningsprocesser, samt kapacitetsopbygning og lovgivningsreformer for at sikre rettighedsbeskyttelse og ansvarlighed.

Fordele ved tilgangen inkluderer empowerment, bedre gennemsigtighed og mulighed for rettighedsbaseret ansvarlighed. Udfordringerne kan være ressourcekrævende, konfliktfyldte mellem rettigheder og nutidige politiske eller kulturelle normer, samt risiko for fortolkningstomme eller teknisk jargon i praksis. Kritiske perspektiver påpeger behovet for kulturel sensitivitet og respekt for suverænitet, samtidig med at man undgår at reducere rettigheder til administrative formaliteter.