Planlægningsfasthed

Planlægningsfasthed er graden af planernes stivhed og modstand mod ændringer, selv når nye oplysninger eller ændrede forudsætninger gør den nuværende plan mindre relevant. Begrebet bruges især inden for projektledelse, Operations Management og offentlig forvaltning til at beskrive, hvor fast en plan er og hvor svært det er at afvige fra den.

En høj planlægningsfasthed kan give fordele som tydelig koordinering, forudsigelighed og klar ansvarsfordeling i miljøer, der er relativt stabile. Ulempen er imidlertid en reduceret organisatorisk fleksibilitet, hvilket kan føre til forsinkelser, budgetoverskridelser og utilstrækkelig tilpasning til ændrede krav eller betingelser.

Årsagerne til planlægningsfasthed involverer ofte incitamentsstrukturer, der belønner efterlevelse af den oprindelige plan, stærk top-down styring, en overtro på præcise fremtidsprognoser samt eskalation af forpligtelser (sunk cost-effekt). Designelementer som omfattende detaljeringsgrad, faste beslutningspunkter og lange planlægningscyklusser øger også fastholdelsen af planer.

Indikatorer for planlægningsfasthed kan være andelen af planer, der er stærkt detaljerede og låser ressourcer fast, hyppigheden af ændringsanmodninger, og forskellen mellem planlagte og faktiske gennemførelsesdatoer. En kombination af kvantitative mål og kvalitative vurderinger af fleksibilitet giver et mere nuanceret billede.

Håndtering af planlægningsfasthed fokuserer på at bevare nødvendigt kontrolniveau samtidig med at agilitet sikres. Metoder som rolling-wave planning, iterative eller agile arbejdsprocesser, scenarieplanlægning og tydelig ændringsstyring kan reducere unødig fasthed. Organisationsdesign og incitamenter bør fremme tilpasningsevne uden at gå på kompromis med nødvendige koordineringskrav. Planlægningsfasthed finder især anvendelse i bygge-, industri- og offentlige projekter, hvor miljøet varierer i graden af usikkerhed.