Overvågnings

Overvågning er praksis og systemer, der sigter mod at observere og indsamle oplysninger om personer, steder eller begivenheder med henblik på at forhindre kriminalitet, beskytte offentlig sikkerhed eller sikre overholdelse af regler. Den spænder fra direkte menneskelig observation til teknologisk registrering og analyse af data.

Typerne omfatter fysisk overvågning, hvor personer eller aktiviteter følges i det offentlige rum eller i arbejdsfællesskaber; kameraovervågning, herunder CCTV og andre overvågningssystemer; og digital overvågning, der involverer indsamling af data fra internettet, telekommunikation, metadata og online adfærd. Avancerede metoder som ansigtsgenkendelse og mønstergenkendelse anvendes i visse sammenhænge, hvilket rejser særlige etiske og retlige spørgsmål.

Retlige rammer og principper omkring overvågning varierer, men i EU er brugen af overvågning primært underlagt GDPR og nationale databeskyttelseslove, der sætter krav til lovlighed, formål, proportionalitet og opbevaringsperioder. Offentlige myndigheder, arbejdspladser og virksomheder skal ofte have en klar begrundelse, være gennemsigtige overfor berørte parter og sikre sikker opbevaring og sletning af data. Der er også krav om tilsyn og dokumentation af formål og rettigheder.

Debatten omkring overvågning fokuserer på balancen mellem sikkerhed, forebyggelse og privatlivets fred. Fordelene kan være forbedret tryghed og effektivitet, men der er risiko for misbrug, overvågningsbias og diskrimination samt en potentiel kold virkning, hvor folk ændrer adfærd på grund af frygt for at blive overvåget.