Opløselighedsvilkår

Opløselighedsvilkår betegner de betingelser, der bestemmer, om et stof vil opløses i et opløsningsmiddel. Begrebet bruges især i kemi, farmaci og miljøvidenskab og beskriver forholdene, der påvirker hvor meget af et stof, der kan være i opløst form under givne omstændigheder.

Vigtige faktorer inkluderer temperatur, tryk, opløsningsmiddels egenskaber og tilstedeværelsen af ioner og kemiske komplekser. For de fleste faste stoffer opløses mere ved højere temperatur i vand, mens opløseligheden af gasarter ofte falder med stigende temperatur. Tryk har særlig betydning for gasser: højere tryk øger gasers opløsning i væske (Henry’s lov). Opløsningsmidlets polære karakter og evne til at danne hydrogenbindinger påvirker også, hvor godt et stof opløses.

Ionstyrke og fælles-ion-effekten er centrale, da tilstedeværelsen af allerede eksisterende ioner i opløsningen kan reducere opløseligheden af et salt. For svage syrer og baser ændrer pH opløseligheden ved at påvirke dannelsen af ioner, hydrolyse eller dannelse af mere eller mindre opløselige salte og komplekse ioner. Opløseligheden kan også ændres ved dannelse af komplekse ioner, som øger eller mindsker frigivelsen af gældende ioner i opløsningen.

Ksp, opløsningsproduktet, beskriver ligevægten mellem fast stof og opløst ioner i en mættet opløsning. Ved en given temperatur er der et specifikt Ksp, og hvis produkt [ioner] overstiger Ksp, udfældes saltet. Opløseligheden varierer derfor med temperatur og sammensætningen af opløsningen.

Praktiske anvendelser omfatter planlægning af kemiske reaktioner, crystallisation, vandbehandling og farmaceutiske formuleringer. Eksempler: natriumchlorid har høj opløselighed i vand; sølvchlorid har lav opløselighed og er følsom over for fælles-ioner og komplekser; calciumcarbonat er følsom over for CO2 og pH.