Omkostningsfunktioner

Omkostningsfunktioner beskriver sammenhængen mellem produktionens omfang og de samlede omkostninger ved at fremstille en vare eller yde en service. I økonomi og virksomhedsanalyse bruges de til at opdele omkostninger i faste omkostninger, som ikke varierer med output, og variable omkostninger, som ændrer sig med produktionsniveauet. Matematiske former omfatter totale omkostninger (TC), gennemsnitsomkostninger (AC = TC/q) og marginalomkostninger (MC = dTC/dq) i kontinuerlige modeller, mens diskrete modeller arbejder med ændringer ved enkelte produktionsenheder.

Omkostningsfunktioner anvendes til beslutninger om produktionsomfang, prismodeller og investeringer. Marginalomkostningen er central for profitmaksimering, hvor virksomheder sammenholder MC med marginalindtægt. I kort sigt kan faste omkostninger begrænse handlingsrum, mens lang sigt tillader justering af alle input og dermed andre funktionsformer. Funktionens form kan vise skalaøkonomier (faldende gennemsnitsomkostninger) eller disøkonomier (stigende gennemsnitsomkostninger), og marginalomkostningen er ofte stigende på grund af faldende marginalprodukt.

Omkostningsfunktioner estimeres empirisk ved brug af regnskabsdata, produktionsfunktioner eller regressionsanalyse. Modeller antager ofte teknologisk stabilitet og fuld information; i praksis kan usikkerhed, faste kontrakter, eksterne effekter og regulering påvirke omkostningerne. Forståelse af omkostningsfunktioner er grundlæggende for økonomisk teori om udbud, konkurrencestatus og virksomheders langsigtede planlægning.