Omkostningsberegning

Omkostningsberegning er en regnskabs- og ledelsesfaglig metode til at fastlægge og fordele omkostninger ved produkter, projekter eller afdelinger. Formålet er at give et faktabaseret grundlag for prisfastsættelse, beslutninger om investeringer, budgettering og vurdering af rentabilitet.

Grundlæggende begreber er forskellige: direkte omkostninger, som kan spores til et omkostningsobjekt (materialer, løn til medarbejdere), og indirekte omkostninger, såsom fælles overhead. Omkostninger kan være faste eller variable, og fordelingen til et objekt sker ofte gennem fordelingsnøgler og kostdrivere som timer, maskintimer eller antal producerede enheder. Metoder inkluderer fuld omkostningsberegning (absorptionsomkostninger), marginalomkostningsberegning (kun variable omkostninger ved beslutninger) og aktivitetbaseret omkostningsregnskab (ABC). Standardomkostninger, målstyring og life-cycle costing anvendes også i forskellige sammenhænge.

Proces: definér omkostningsobjektet (produkt, projekt, kunde), identificér og klassificér omkostningerne som direkte eller indirekte, fordel de indirekte omkostninger via relevante nøgler, og beregn den samlede kostpris. Disse tal bruges i omkostnings- og indtjeningsanalyse, som omkostnings-volumen-profit (CVP) og break-even-analyse, samt i prisfastsættelse og beslutninger om produktion og indkøb.

Anvendelser og begrænsninger: omkostningsberegningen understøtter prisfastsættelse, anskaffelsesbeslutninger, budgettering og variansanalyse. Begrænsningerne omfatter usikkerhed omkring fordelingsmetoder, skøn og forandringer i overhead, som kan påvirke nøjagtigheden. ABC kan være ressourcekrævende at implementere, mens enklere metoder lettere giver mindre præcis fordeling.

Eksempel: Et produkt har direkte materialer 50, direkte arbejdskraft 30 og overhead 20 pr. enhed; samlet kostpris er 100. Resultatet kan bruges som udgangspunkt for prisfastsættelse og for at vurdere rentabilitet.