Insulinbehandling

Insulinbehandling er en medicinsk behandling, hvor insulin gives for at erstatte eller supplere manglende eller ineffektiv insulinproduktion hos personer med diabetes. Behandlingen har til formål at opnå stabilt blodglukoseniveau og reducere risikoen for mikrovascular sygdom. Den bruges primært ved type 1-diabetes og hos mange med type 2-diabetes, når kost, motion og eventuelle orale lægemidler ikke opnår tilstrækkelig kontrol. Insulin kan også være nødvendig ved svangerskabsdiabetes og andre tilstande, hvor endogen insulinproduktion er utilstrækkelig.

Insulin findes i flere typer baseret på tidspunkt og varighed af virkning: hurtigvirkende insulin til måltider (f.eks. lispro, aspart, glulisin), korttidsvirkende insulin (regular), intermediært virkende insulin (NPH) og langtidsholdbart insulin (glargine, detemir, degludec). Der findes også blandingsinsuliner, som kombinerer hurtigt og længerevarende insulin. Valg af type og blanding tilpasses patientens behov og spisevaner.

Behandlingsregimer er ofte basal-bolus, hvor basalinsulin dækker mellem måltiderne og bolusinsulin gives ved måltiderne. Doserjustering sker ud fra blodsukkermålinger og eventuelle CGM-informationer, med mål som lavere fastende blodsukker og et samlet glykeret enkeltmål under generelle retningslinjer. Dosis påvirkes af kost, motion, sygdom og alkohol.

Administration foregår subkutant i fedtvævet, sædvanligvis i maven, låret eller armen. Insulin kan også administreres via insulinpumpe. Opbevaring følger producentens anvisninger: uåbnet i køleskab, åbnet insulin kan normalt opbevares ved stuetemperatur i en begrænset periode.

Sikkerhedsaspekter inkluderer risiko for hypoglykæmi, vægtøgning og sjældne allergiske reageringer. Instruerende uddannelse i injektionsteknik, sitesrotation og doseringsjusteringer er central. Grundlæggende behandling og opfølgning kræver ofte tværfagligt diabetes-team og patientuddannelse for at opnå optimal kontrol og reducere komplikationer.