Fradragsgrænser

Fradragsgrænser er regler, der sætter en øvre grænse for hvor meget af visse udgifter eller beløb en skattepligtig person kan trække fra sin indkomst som fradrag i skatteberegningen. Formålet er at fastlægge hvor stor en skattelettelse bestemte udgifter giver i et givent år og at begrænse den samlede fradragsværdi.

Der findes forskellige typer fradragsgrænser. Nogle fradrag er underlagt faste beløb pr. år, andre er procentvise af den skattepligtige indkomst eller af udgifterne. Desuden kan grænserne være knyttet til bestemte kategorier af udgifter, såsom arbejdsrelaterede omkostninger, bidrag til velgørende formål eller transportudgifter. Grænserne varierer mellem landes skattesystemer og mellem forskellige typer af fradrag.

Når fradragsgrænsen er nået, kan den enkelte udgift ikke give yderligere skattelettelse i det pågældende år. Om noget fradrag kan fremføres til senere år eller om der er andre særlige regler afhænger af den konkrete lovgivning for det pågældende fradrag. Nogle fradrag kan have mulighed for fremførelse under visse vilkår, mens andre ikke gør.

Dokumentation er en vigtig del af fradragsprocessen. For at et fradrag kan godkendes i årsopgørelsen kræves som regel tilstrækkelig dokumentation i form af kvitteringer, fakturaer eller andre beviser, der viser at udgifterne er afholdt og berettigede.

Fradragsgrænser ændres løbende gennem finanslove og justeres ofte i takt med inflation eller politiske prioriteringer. Det er derfor vigtigt at holde sig orienteret om gældende regler for det enkelte land og for de relevante fradragstyper.