Celleviabilitet

Celleviabilitet er andelen levende celler i en prøve på et givent tidspunkt og fungerer som en indikator for prøvens sundhed og funktionsevne. Begrebet afspejler, at cellerne bevarer membranintegritet samt metabolisk aktivitet og evne til at gennemføre essentielle livsprocesser. I praksis anvendes vi ofte relative mål, for eksempel ved at sammenligne med en kendt kontrol eller forventede værdier for den pågældende cellelinje.

Der findes flere metoder til at estimere celleviabilitet. Trypan blue-udvisning tester membranens integritet ved at farve døde celler blå, mens levende celler forbliver ufarvede. Metaboliske assays som MTT, MTS, XTT eller resazurinbaserede tests måler omdannelsen af substrater til metabolitter, hvilket afspejler metabolisk aktivitet. ATP-baserede luminescensmetoder måler cellular ATP-niveauer som en indikator for levende celler. Flow cytometri med propidiumjodid (PI) eller 7-AAD tillader en detaljeret opdeling i levende og døde celler og kan kombineres med analyse af cellecyklus og apoptotiske tilstand. Annexin V i kombination med PI anvendes til at identificere tidlige og sene apoptotiske celler.

Viabilitet er central i cellekultur, toksikologi, farmakologisk screening, kræftforskning og regenerative metoder. Den bruges til at overvåge kulturens sundhed, fastlægge dosis-responsforhold og vurdere effekten af stoffer, behandlinger eller miljøforhold på cellers overlevelse.

Det skal bemærkes, at ingen enkelt metode giver et fuldstændigt mål for viabilitet. Nogle metoder afspejler primært metabolisk aktivitet og ikke nødvendigvis overlevelse, og resultater er påvirket af celletype, kulturforhold og tidsramme. Derfor anbefales det at anvende flere uafhængige metoder og passende kontroller for at opnå et robust estimat af celleviabilitet.

Ved forskning og industri bruges celleviabilitet som kvalitetsmål i bioproduktion, cryopreservation og behandlinger, hvor cellers overlevelse er afgørende for udbytte og sikkerhed.