CO2regulering

CO2regulering refererer til politikker og regler, der har til formål at begrænse udledningen af kuldioxid (CO2) fra menneskelig aktivitet. Målet er at nedbringe drivhusgasudslippet og dermed bidrage til at stabilisere klimaet. Reguleringen spænder fra prisbaserede instrumenter til tekniske og operationelle krav i forskellige sektorer samt overvågning og rapportering af udledninger.

De vigtigste instrumenter er markedsbaserede tilgange som CO2-skat og emissionshandelssystemer (cap-and-trade). Ved en CO2-skat fastsættes en pris pr. ton CO2, hvilket giver incitament til at reducere udslip og til investering i lavudslipsteknologi. Emissionshandelssystemer fastsætter et loft over de samlede udslip og tillader handel med udledningstilladelser mellem virksomheder. Begge tilgange giver pris-signaler og kan kombineres med lovgivning og støtteordninger. Overvågning, rapportering og verifikation (MRV) er afgørende for at sikre troværdighed og sammenlignelige data.

Regulering påvirker især energi, industri, transport og byggerier. Regulering kan være direkte krav til udslip (f.eks. begrænsninger for bestemte processer), energieffektivitetsstandarder for køretøjer, kraftværker eller bygninger samt finansielle incitamenter til grønne investeringer og infrastruktur. Offentlige midler fra CO2-priser kan bruges til forskning, lavemissionsteknologi og social udligning for berørte grupper.

På internationalt plan er Paris-aftalen central, og regionale systemer som Den Europæiske Unionens emissionshandelssystem (EU ETS) udgør en af de mest gennemgribende CO2-reguleringsrammer. Mange lande har også nationale CO2-skatte eller andre reguleringstiltag og arbejder med grænsejusteringer for at beskytte konkurrenceevnen og forebygge carbon leakage. Reguleringens udformning kræver balancer mellem prisstigning, teknologisk fremdrift og social retfærdighed samt løbende tilpasning.