Blodgennemstrømning

Blodgennemstrømning refererer til mængden af blod, der passerer gennem et givent væv eller organ pr. tidsenhed. I fysiologi beskrives det ofte som perfusion og måles i ml/min eller ml/min/100 g væv. Samlet set bestemmes blodgennemstrømningen af hjerteoutput og resistansen i blodkarrene.

På organsniveau opretholdes en tilstrækkelig blodgennemstrømning af to mekanismer: blodtryk skaber flow, og karene regulerer modstand. Lokal autoregulation justerer flow uafhængigt af systemisk tryk ved ændringer i metabolisk behov og vævets vasodilatorer (f.eks. nitrogenoxid) og vasokonstriktorer (f.eks. endothelin).

Gennemstrømningen måles ved forskellige billedgivnings- og funktionstest. Doppler-ultralyd og flowmålinger giver værdier af hastighed og volumen. Avancerede metoder som perfusions-MRI, perfusions-CT og PET gør det muligt at vurdere regional perfusion i organer som hjerne og hjerte.

Kliniske aspekter: utilstrækkelig blodgennemstrømning kan føre til iskæmi og vævsskade, som i hjernen ved slagtilfælde eller i hjertemusklen ved myokardieinfarkt. Overgennemstrømning eller hiperperfusion kan observeres ved visse tilstande som efter iskæmi eller ved arteriovenøse shunts.

Faktorer der påvirker: hjertefunktion, blodtryk, karrets tilstand (aterosklerose), blodets viskositet, åndedræt og lokalt stofskifte. Aldersforandringer og sygdomme som diabetes mellitus påvirker autoregulation og mikrocirkulation.

Relevans: forståelse af blodgennemstrømning er central i medicin og klinisk praksis, herunder diagnostik af iskæmi, planlægning af kirurgi og monitorering af kritiske tilstande.