Antiosmosemidler

Antiosmosemidler er stoffer, der hjælper celler med at modstå ændringer i osmolariteten uden at forstyrre vitale processer. Begrebet bruges i flere felter, herunder bioteknologi, fødevarevidenskab, medicin og kosmetik. I praksis refererer det til osmoprotektanter eller kompatible soluter, som celler eller produkter tilføjes for at bevare struktur og funktion under hyperosmotiske forhold eller tørke.

Virkningsmekanismen består i, at de øger den intracellulære osmolaritet på en måde, der ikke forstyrrer biokemiske processer. Osmoprotektanter stabiliserer proteiner og membraner og hjælper med at bevare vandbinding og proteinkonformationer. Mange af dem fungerer også som antioxidante eller giver termisk stabilitet i tørrede eller opvarmede systemer. De kan derfor bidrage til cellers overlevelse i udsatte miljøer og til holdbarheden af biologiske materialer.

Eksempler på antiosmosemidler omfatter glycine betaine, prolin, trehalose, ectoine og mannitol, som findes i naturlige forsvarsmekanismer hos mikroorganismer, planter og nogle dyr. I praksis bruges osmoprotektanter i landbruget til at øge tørke- og salttolerance hos planters væv, i bioteknologi til stabilisering af enzymer og proteiner under tørring eller frysning, i fødevarer til bevarelse af tekstur og friskhed samt i kosmetik som humektanter og beskyttende ingredienser i hud- og øjenprodukter.

Sikkerhed og regulering varierer efter anvendelsesområde og landespecifikke regler. Generelt betragtes de som sikre i passende koncentrationer, men fastlæggelse af grænser og godkendelser afhænger af produktkategorien. Se også osmoregulation og kompatible soluter.