vævsbeskadigelse

Vævsbeskadigelse er enhver forandring i vævets struktur eller Funktion forårsaget af skade, sygdom eller giftige påvirkninger. Den kan være midlertidig og reversibel ved milde belastninger eller irreversibel med celledød og tab af væv. Klinisk kan skaden variere fra lette overfladiske skader til dybe eller omfattende skader som påvirker organfunktion.

Årsager og mekanismer omfatter mekaniske skader (traume, snit, kompression), termiske skader (forbrænding, frostskade), kemiske virkninger (toksiner, syrer og baser), stråling samt nedsat blodforsyning (hypoksi) og infektion. De underliggende mekanismer indebærer cellebeskadigelse med energitab, ændringer i cellemembranen, calciumindstrømning, mitochondriel dysfunktion og en inflammatorisk reaktion, som kan bidrage til yderligere vævsskade eller heling.

Kliniske tegn omfatter smerte, hævelse, rødme og varme omkring det berørte område samt nedsat bevægelighed. Ved mere alvorlig skade ses ofte blå mærker, blødning, misfarvning og nedsat funktion af det berørte væv eller organ.

Diagnose og behandling baseres på klinisk vurdering samt billeddiagnostik som ultralyd, røntgen eller MR for at afklare omfanget og årsagen. Behandling afhænger af årsagen: aflastning og immobilisering ved beskadigede ledd/vev, smertebehandling, sårpleje og forebyggelse af infektion. I nogle tilfælde kræves kirurgisk indgreb, fjernelse af dødt væv eller genoptræning gennem fysioterapi. Helingsprocessen består af inflammation, vævsproliferation og omdannelse (remodellering), og prognosen varierer efter vævstype og skadens alvorlighedsgrad.

Forebyggelse indebærer sikkerhedsforanstaltninger, korrekt arbejds- og træningsteknik samt brug af passende beskyttelse for at reducere risikoen for vævsbeskadigelse.