væskestatus

Væskestatus refererer til kroppens samlede væskevolumen og fordeling mellem det intravaskulære, interstitielle og intracellulære rum. Klinisk vurderes væskestatus ofte som hypovolæmi (lavt væskevolumen), euvolem (normal væskestatus) eller hypervolem (væskeoverskud). En fornuftig væskestatus er afgørende for organperfusion og blodtryk, og ændringer kan skyldes ændringer i væskeindtag, tab eller sygdomme i hjerte, nyrer eller lever samt medicin.

Ændringer i væskestatus kan være akut eller kroniske og opstå ved nedsat tilførsel eller øgede tab (drikke, sved, gangrene afføring, diarre), eller ved nedsat væskeudskillelse og væskeophobning på grund af hjertesvigt, nyresygdom eller leversygdom. Medikamenter som diuretika eller intravenøse væsker kan også påvirke status.

Vurdering af væskestatus kombinerer kliniske tegn, vægt og målte parametre. Kliniske tegn ved hypovolæmi kan være tørre slimhinder, nedsat hudturgor, ortostatiske symptomer, tachycardi og lavt blodtryk, mens tegn på hypervolemi inkluderer perifert ødem og øgede halsvene. Daglig vægt og diurese hjælper med at følge balance. Ud over den diagnostiske bedømmelse kan blodprøver (hæmatokrit, BUN/creatinin, elektrolytter, natriuretiske peptider) og urinprøver give information om nyrefunktion og volumenstatus. Billeddiagnostik kan være nyttig ved mistanke om hjertesvigt eller lungeødem.

Behandling afhænger af tilstanden. Hypovolæmi behandles typisk med væsketilførsel (oftest isotone saltopløsninger) og korrektion af elektrolytforstyrrelser. Hypervolemia behandles med væskereduktion gennem diuretika, kostrestriktion af salt og, ved behov, dialyse. Overvågning omfatter gentagen vægt, registrering af væskeindtag og output samt justering af behandling efter respons og elektrolytbalancen. Specialfaktorer som alder, gravitasjon og comorbiditeter påvirker vurdering og behandling.