vasodilatoriske

Vasodilatoriske midler er substanser eller lægemidler, der får blodkarrene til at udvide sig ved at afslappe glat muskulatur i karvæggen. Den øgede kardiameter sænker den perifere modstand og øger ofte blodgennemstrømningen til væv. Vasodilatation kan være endotelafhængig eller endotel-uafhængig, og forskellige midler virker via forskellige mekanismer.

Mange vasodilatoriske stoffer virker gennem endothelcellerne eller direkte på glat muskulatur. NO og andre endothelafgivne relaxerende faktorer aktiverer guanylatcyklase og øger cGMP, hvilket får muskulaturen til at slappe af. Nitrater og NO-donorer giver lignende effekt. Calciumkanalblokkere hæmmer calciumindstrømning, hvilket reducerer kontraktilitet. ACE-hæmmere og ARB'er mindsker angiotensins virkning og dermed vasokonstriktion. Hydralazin og minoxidil er direkte arteriolære relaxanter (minoxidil via K+-kanaler). PDE-5-hæmmere øger cGMP og kan anvendes i visse sammenhænge som pulmonal hypertension i kombination med andre lægemidler.

Indikationer omfatter behandling af hypertension (højt blodtryk), angina pectoris, hjertesvigt med nedsat venstre ventrikelfunktion og pulmonal arteriel hypertension (PAH). I praksis bruges vasodilatoriske midler ofte i kombinationsregimer, og valget tilpasses patientens sygdomsbillede og tolerance. Specialiserede vasodilatatorer såsom endothelinreceptorantagonister og prostacyclinanaloger anvendes ved PAH.

Bivirkninger kan være hypotension, hovedpine, flushing og perifert ødem. Nitraters tolerans kan udvikles ved langvarig brug. Nogle vasodilatorer kan påvirke nyrefunktion eller forårsage synkope; behandlingen kræver lægelig overvågning, især ved samtidig medicinering og under graviditet.