udvisning

Udvisning i dansk kontekst er en administrativ beslutning, hvor en udenlandsk statsborger pålægges at forlade Danmark og ikke få tilladelse til genindrejse i en bestemt periode. Beslutningen træffes af myndighederne som led i udlændingeloven og er ikke en strafudmåling i strafferetlig forstand, men en foranstaltning med hensyn til indrejse og ophold i landet.

Grunde og omfang. Udvisning kan bruges, hvis en person ikke opfylder vilkårene for ophold, udgør en trussel mod offentlig orden, sundhed eller sikkerhed, har fremsendt vildledende eller falske oplysninger i forbindelse med opholdstilladelse eller asyl, eller hvis andet lovstridigt forhold gør ophold uforeneligt. Den enkelte sag vurderes udfra gældende lovgivning og praksis. Udvisning kan være for en bestemt periode eller, i særlige tilfælde, med længerevarende eller permanent indrejseforbud. Ved siden af udvisningen kan der parallelt gælde restriktioner for genindrejse i Schengenområdet.

Retsgrundlag og myndigheder. Udvisning reguleres primært af Udlændingeloven og tilhørende forskrifter. De væsentlige myndigheder er Udlændingestyrelsen, som træffer afgørelsen, og Udlændingenævnet som instans for klageadgang. I nogle tilfælde kan politiet involveres i håndhævelse af afgørelsen.

Proces og håndhævelse. Som udgangspunkt skal personen få mulighed for at blive hørt og få en motiveret afgørelse. Afgørelsen kan påklages til Udlændingenævnet og derefter til domstolene. Ved håndhævelse kan der være tale om frivillig udrejse eller tvangsforanstaltninger til afrejse, og i visse omstændigheder kan der indføres et midlertidigt indrejseforbud, mens sagen behandles.

Konsekvenser. Udvisning får som hovedregel betydning for den enkeltes ret til at opholde sig i Danmark og kan påvirke retssikkerhed, beskæftigelsesmuligheder og familiesituation. See also: Udlændingeloven, Udlændingenævnet, Udlændingestyrelsen.