statløse

Statløse, eller statsløse personer, er personer som ikke anses som borgere i nogen stat og derfor ikke har tilknytning til en nationalitet. Uden statsborgerskab mangler de normalt identitetsdokumenter og de rettigheder, der følger med nationalitet, blandt andet mulighed for at rejse, arbejde, få uddannelse og adgang til visse sundheds- og sociale ydelser.

Årsager til statsløshed er ofte komplekse og varierer mellem lande. De kan opstå gennem manglende eller udgåede bestemmelser om nationalitet ved fødsel, ændringer i statslige grænser eller suverænitet, afvikling af koloniale hierarkier, eller hvor love diskriminerer bestemte grupper. Konflikter, fordrivelser og manglende registrering ved fødslen kan også føre til, at personer mister eller aldrig får en tilknytning til en stat.

Internationalt retligt findes rammerne i hovedsageligt to instrumenter. Den 1954-konvention om statløse personers status fastlægger rettigheder for statsløse og beskytter dem mod visse grænseforholdsregler. Den 1961-konvention om reduktion af statsløshed opfordrer lande til at ændre nationale love og praksis med henblik på at forebygge og afhjælpe statsløshed, eksempelvis gennem naturalisation eller udvidelse af tildeling af statsborgerskab.

Rettigheder og vilkår for statsløse varierer fra land til land. Mange står uden fulde rettigheder, får begrænset adgang til dokumenter og offentlig service, og kan være særligt udsatte for diskrimination og ustabilitet. Forbedringer kræver ændringer af nationalitetslovgivning, bedre registrering af fødsler og effektivt udstedte rejsedokumenter. Globalt anses problemet for at være betydeligt, og tallet på statsløse anses som højt, selv om præcise oplysninger ofte er utilgængelige. Se også statsløshed, nationalitet og UNHCR.