selvreguleret

Selvregulering, eller det at være selvreguleret, beskriver processen hvor enkeltpersoner planlægger, overvåger og justerer deres adfærd, følelser og kognition for at nå langsigtede mål. Det omfatter evner som udøvende funktioner (inhibering, arbejdshukommelse og kognitiv fleksibilitet) samt emotionel regulering og motivation. Som et psykologisk begreb betegnes selvregulering ofte som evnen til at sætte mål, opretholde fokus, modstå fristelser og tilpasse adfærden efter feedback og ændrede omstændigheder.

Teoretiske perspektiver: I Banduras socialkognitive teori ses selvregulering som en cyklisk proces hvor forventninger, selveffektivitet og målprogression styrer handling. Mischels teori om selvkontrol og forsinkelse af tilfredsstillelse har bidraget til forståelsen af hvordan personer planlægger og overvåger utilsigtede øjeblikke for at opnå bedre langsigtede resultater. I moderne forskning kobles selvregulering til udøvende funktioner i hjernen, særligt inhibering, arbejdshukommelse og kognitiv fleksibilitet som underliggende mekanismer.

Udvikling og måling: Selvregulering udvikles gennem barndom og ungdom og påvirkes af familie, sociale forhold, søvn og stressniveauer. Forskningen anvender blandede metoder, herunder opgaver der måler forsinkelse af belønning, arbejdsopgave-kontrol og følelsesregulering, samt selvrapporter og observerede adfærdstik. Målinger varierer på tværs af alder og kulturel kontekst.

Anvendelser: Forbedring af selvregulering er et mål i uddannelse og pædagogik for at øge koncentration og vedholdenhed, i psykiatri og psykologisk behandling for at håndtere ADHD, angst og afhængighed, og i erhvervslivet for at styrke præstation og arbejdsadfærd. Interventioner består ofte af træning i målsætning, selvmonitorering, kognitiv omstrukturering og stresshåndtering.

Kulturel og individuel variation: Selvregulering manifesterer sig forskelligt afhængig af alder, kultur og socioøkonomiske forhold, og der er løbende diskussion om de bedste målinger og interventioner.