satellitforbindelser

Satellitforbindelser er kommunikationslinks, der ved hjælp af kunstige satellitter i jordens bane relæerer signaler mellem jordbaserede stationer. De gør det muligt at transmittere tale, billed- og datatrafik over store afstande uden kabelforbindelse og spiller en vigtig rolle i tv-distribution, bredbånd, maritim og luftfart samt nødsituationer.

Et satellitnetværk består typisk af en eller flere satellitter med transpondere, par af antenner på landstationer (teleporte eller gateway-stationer) og slutbrugerenheder som parabol-/antenner. Signalet ledes fra en jordstation op til satellitten (opstigning), som videresender det til en anden region (nedstigning). Forskellige frekvensbånd anvendes, som C-, Ku- og Ka-bånd, og satellitter kan placeres i geostationær bane (GEO) eller i lav- eller mellem højder (LEO/MEO). GEO-satellitter står næsten stationære i forhold til jordoverfladen og giver bred dækning med faste stråler, mens LEO/MEO giver lavere latency og bedre mobilitet men kræver flerårige satellitter i bane og mindre effektive kontinuerlige dækningsmønstre.

Typiske anvendelser inkluderer direkte-broadcast TV, global internetadgang i fjerntliggende områder, mobilt backhaul til skibe og fly, og under katastrofeberedskab når jordkabler ikke er tilgængelige. Latency og båndbredde varierer med banevalg og teknologi: GEO-forbindelser har længere ventetider, ofte nogle hundrede millisekunder i end-to-end-latency, mens LEO-satellitter giver lavere latency. Effektiv udnyttelse kræver avanceret frekvensplanlægning og jordstationer kaldet gateways.

Regulering og standarder håndteres internationalt af ITU og nationale myndigheder gennem tidspunkter for frekvensfordeling, licenser og sikkerhedsforanstaltninger. Sikkerhed og kryptering er almindelige for at beskytte data gennem satellitkanaler, og netværkets robusthed forbedres løbende gennem fejltolerant design og redundans.