radiodatering

Radiodatering, eller radiocarbon-datering, er en metode til at bestemme alderen på organiske materialer ved at måle det resterende indhold af carbon-14. Carbon-14 dannes i jordens øverste atmosfære under kosmisk stråling og indgår i levende organismer. Når de dør, stopper de at udveksle kulstof med omgivelserne, og carbon-14 nedbrydes til nitrogen-14 med en halveringstid på omkring 5.730 år. Forholdet mellem carbon-14 og carbon-12 falder derfor over tid, hvilket giver et mål for alderen.

Metoden kan anvendes til materialer op til cirka 50.000 år gamle og kræver organisk materiale. Resultaterne påvirkes af kontaminering og reservoir-effekter, og atmosfærens carbon-14-niveau har ikke været konstant gennem tiden. Derfor bruges kalibrering til at omregne radiocarbon-år til kalenderår ved hjælp af veldefinerede kurver, der bygger på urets lag af træ og andre datakilder.

Der findes to hovedtilgange til målingen: beta-tælling (som liquid scintillation counting eller gasproportional counting) og accelerator-mass-spektrometri, AMS. Den senere måler C-14-ioner direkte og kræver ofte mindre prøver med højere præcision. Prøverne gennemgår forbehandling for at fjerne forurening og omdannes til CO2 eller grafit, afhængig af metoden. Resultaterne rapporteres som radiocarbon-år og skal kalibreres mod kurver som IntCal for at få kalenderår.

Anvendelserne spænder fra arkeologi og geologi til palæoklimatologi og kunstgenkendelse, hvor alderen på organiske materialer giver vigtige tidsmæssige sammenhænge. Radiodatering har spillet en central rolle i forståelsen af menneskelig historie og miljøudvikling siden midten af det 20. århundrede, da Willard Libby udviklede metoden.