præmotoriske

Præmotoriske beskriver i neurofysiologi og neuroanatomi strukturer og neuroner, der deltager i planlægning og forberedelse af bevægelser, inden selve udførelsen. Den præmotoriske aktivitet findes primært i præmotoriske cortex i frontallappen og i tilstødende kortikale og subkortikale områder, som giver input til den primære motoriske cortex og til hjernestammen.

Anatomisk omfatter den præmotoriske cortex dorsal (PMd) og ventral (PMv) premotor cortex. PMd håndterer bevægelser, der styres af eksterne signaler, fx visuelle cue’er, og planlægning af målrettede bevægelser som reaching; PMv er mere involveret i greb og manipulation samt integration af somatosensorisk information og objektrelationer.

Funktioner ved præmotoriske områder inkluderer planlægning, sekventering og valg af bevægelser. De modtager input fra parietal cortex og prefrontal cortex og projicerer videre til primære motoriske cortex (M1) og til hjernestammen og rygmarven via corticospinale og andre baner. I primater er PMv også forbundet med spejlneuroner, der aktiveres både ved udførelse og observation af handlinger, hvilket peger på en rolle i forståelse af andres intentioner og handlinger.

Klinisk betydning: skader i præmotoriske områder kan medføre vanskeligheder med bevægelsesplanlægning og koordinering, ideomotorisk apraxi og nedsat evne til at reagere på sensoriske cues. Tilsvarende har området været centralt i studier af motorisk læring og adaptation.

Teoretisk perspektiv findes i premotor-teorien om opmærksomhed, der hævder, at opmærksomhedsorientering er tæt forbundet med forberedelsen til mulige bevægelser.