materialekompatibilitet

Materialekompatibilitet refererer til evnen for materialer til at fungere sammen i en given anvendelse uden uacceptable nedbrydelser eller utilsigtede interaktioner. Den omfatter kemisk, mekanisk, termisk og elektrisk kompatibilitet samt biologiske aspekter ved medicinske eller fødevaremiljøer. Det er en central del af design, produktion og vedligeholdelse.

Kemisk kompatibilitet omhandler kemiske reaktioner mellem materialer og miljøet eller mellem materialer i kontakt, såsom korrosion, diffusionsreaktioner og virkninger af opløsningsmidler. Galvanisk kompatibilitet opstår, når to metaller i en elektrolyt i kontakt kan danne galvanisk korrosion. Mekanisk kompatibilitet fokuserer på forskelle i stivhed, elasticitet og bevægelse mellem materialer. Termisk kompatibilitet omhandler forskelle i termisk ekspansion og gentagne varmecyklusser. Tribologisk kompatibilitet relaterer sig til friktion og slid mellem kontaktmaterialer. Biokompatibilitet er særlig vigtig i medicinske og implantatte applikationer.

Praktisk vurdering af materialekompatibilitet foretages gennem Prøvning og evaluering, herunder korrosionsprøvninger, ældnings- og miljøeksponeringstests samt vedhæftningstest og vurderinger af overfladebehandlinger og bindemidler. Valg af materialer og tilhørende beskyttelse eller belægninger styres ofte af internationale standarder og retningslinjer fra ISO, ASTM og EN.

Anvendelsesområder omfatter elektroniske systemer, konstruktion, bilindustrien, medicinsk teknologi, emballage og industriel produktion. En god kompatibilitet er afgørende for holdbarhed, ydeevne og sikkerhed og kræver ofte en tværfaglig tilgang mellem materialeforskning, kemikere og ingeniører i design- og produktionsprocessen.