lækageinduktans

Lækageinduktans er den del af en transformer eller induktorens magnetiske induktans, som ikke er koblet til den anden vindning eller til den krævede energioverførsel. Den opstår på grund af, at flux ikke linker fuldt mellem viklingerne; noget af fluxen følger en bane, der ikke tilfører energiafgivelse i den anden vikling. I en ideel transformer ville hele fluxen være linked og lækageinduktansen være nul. I virkeligheden ligger koblingskoefficienten normalt under 1, og lekkage kan beskrives som en separat seriel induktans i det elektriske ækvivalente kredsløb.

Årsagerne til lækage indbefatter viklingenes geometri og afstand: ikke fuld overlapp mellem primær og sekundær, luftgange mellem vindninger, isolering og fringing-felter. Jo større afstand og jo mindre overlap, desto højere er lækageinduktansen. Vækst i lækage følger ofte af design, der prioriterer kompakthed og lavt tab frem for tæt fysisk kobling.

Model og måling: Lækage indregnes i modeller som seriel induktans i primær og/eller sekundær, adskilt fra magnetiseringsinduktansen. Koblingskoefficienten (k) beskriver, hvor tæt fluxen linker. Måling af lækage kan udføres ved kortslutningstest (primær spænding ved sekundær kortsluttet) eller ved tidsresponsmålinger, hvor V og I i kortslutningsperioden giver estimat af L_leak.

Effekter og håndtering: I højfrekvente og højeffekt-switching-kredsløb kan lækageinduktansen lagre energi og forårsage spændingsspidser, EMI og øget stress på komponenter. For at mindske lækage anvendes designforbedringer som tættere viklinger, interleaving, reduceret luftgaps og, ved behov, dæmpnings- eller snubber-kredsløb samt soft-switching-teknikker.