lægemiddeltransport

Lægemiddeltransport refererer til bevægelsen af lægemidler gennem kroppen og krydsning af biologiske barrierer, således at lægemidlet når sit mål eller udskilles. Transporten involverer absorption, distribution og elimination gennem metabolisme og udskillelse. Vigtige barrierer omfatter fordøjelseskanalen ved oral indgivelse og blod-hjerne-barrieren ved centrale virkninger.

De grundlæggende transportmekanismer er passiv diffusion, hvor lipofile molekyler passerer cellemembraner uden energi; faciliteret diffusion og aktiv transport gennem membranproteiner; samt endocytose, som kan optage større partikler. Molekylstørrelse, lipofilitet og pH-afhængig ionisering påvirker transporten.

Absorptionen afhænger af administrationsvej og lægemidlets egenskaber, herunder lipofilitet, molekylstørrelse og pKa. Orale præparater kan gennemgå første passagemetabolisme i leveren, hvilket reducerer biotilgængeligheden. Formulering og doseringsvej samt tarmens motilitet og blodgennemstrømning spiller også en rolle.

Distributionen af lægemidler påvirkes af blodgennemstrømning, plasmaproteinbinding og evnen til at trænge ind i væv samt barrierer som blod-hjerne-barrieren og placenta. Mange lægemidler kræver transportproteiner for at krydse cellemembraner eller for at fordeles i kroppen; eksempler er P-glykoprotein og andre ABC- og SLC-transportører.

Elimination og metabolisme involverer lever og nyrer samt deres transportproteiner, som kan medvirke til renal eller galdeudskillelse. Entrohepatiske recirkulation kan påvirke virkningsvarigheden.

Betydningen af lægemiddeltransport ligger i farmakokinetik og klinisk praksis: genetiske variationer i transportproteiner og lægemiddelinteraktioner kan ændre absorption, distribution og udskillelse og dermed dosering og sikkerhed.