virkningsvarigheden

Virkningsvarigheden, eller varighed af virkning, er den periode, hvor et lægemiddel forventes at udøve en målbar fysiologisk eller klinisk effekt efter en given administration. Den kan defineres som tiden fra begyndelsen af effekten til effekten afsigtes eller når den clinically relevante virkning ikke længere er til stede. Varigheden påvirkes af både pharmacokinetiske faktorer (absorption, distribution, metabolisme og elimination) og farmakodynamiske forhold (dosisrespons, receptorbinding og signaleringsforløb). Den er ikke nødvendigvis lig med plasmakoncentrationen eller halveringstiden, og den kan variere mellem personer og behandlingssituationer.

Faktorer, der påvirker virkningsvarigheden, omfatter lægemidlets kemi og formulering (f.eks. kort- versus langsomtvirkende depotformer), dosen, administrationsvejen og interaktioner med andre lægemidler. Individuelle forhold som alder, lever- eller nyrefunktion, fedme og sygdomme kan ændre varigheden. Tolerance og ændrede væske- eller proteinniveauer kan også ændre, hvor længe virkningen består.

Måling af virkningsvarigheden sker ofte gennem kliniske observationer af effektvarigheden (for eksempel varigheden af smertelindring eller bedøvelse) eller gennem måling af plasmakoncentrationer i forskningssammenhænge. I klinisk praksis planlægges dosering og gentagelser ud fra forventet varighed og patientens respons.

Eksempler: Lokalanæstetika har varigheder fra få minutter til flere timer; NSAID’er giver ofte 4–8 timers smertelindring; længerevarende formuleringer giver nedtrappet eller længerevarende effekt.

Se også: farmakokinetik, farmakodynamik, halveringstid, lokalbedøvelse.