lægemiddelmonitorering

Lægemiddelmonitorering betegner en systematisk tilgang til at overvåge patientens eksponering for et lægemiddel og dets effekt ved hjælp af målte koncentrationer, kliniske observationer og relevante laboratorieparametre. Målet er at sikre behandlingens virkning, samtidig med at risiko for bivirkninger reduceres. En central del af lægemiddelmonitorering er terapeutisk lægemiddelovervågning (TDM), især for lægemidler med snært terapeutisk vindue, stor interindividuel variation eller krævende dosering.

Metoden indebærer regelmæssig måling af lægemiddelkoncentrationer i blodet, typisk i faste eller inden for specifikke tidsrum efter dosis, og fortolkning i forhold til anbefalede koncentrationsintervaller. Værdier måles ofte som troughniveauer, men for visse lægemidler kræves peak-niveauer eller mere komplekse farmakokinetiske modeller. Moderne TDM bruger population PK-modeller og Bayesian forecasting til at individualisere doseringen baseret på patientdata.

Anvendelsesområder inkluderer immunosuppressiva som tacrolimus og cyclosporin, antimikrobielle midler som vancomycin og aminoglykosider, antiepileptika og digoxin samt lithium. Lægemiddelmonitorering kræver tæt samarbejde mellem læger, kliniske farmaceuter, laboratorier og patienter for at sikre korrekt timing af blodprøver, dokumentation af medicinregimen og vurdering af nyre- og leverfunktion samt potentielle interaktioner.

Fordelene omfatter forbedret behandlingseffekt, reduceret toksicitet og mere effektiv anvendelse af behandlinger. Begrænsningerne omfatter logistiske krav, variation i laboratorieanalyse, behovet for korrekt timing og fortolkning samt genetiske faktorer og ændringer i nyre- eller leverfunktion.