isoleringstjocklek

Isoleringstjocklek er den fysiske tykkelse af det isolerende materiale i en bygningsdel, for eksempel en væg, et tag eller en etageadskillelse. Den måles normalt i millimeter og er en væsentlig faktor for, hvor godt en konstruktion hindrer varmetab eller opvarmning i et rum. Tykkelsen kan kombineres med materialets varmeledningsevne til at give en samlet termisk modstand i leden.

Forholdet mellem isoleringstjocklek og varmeegenskaberne beskrives via R-værdi og U-værdi. R-værdien bestemmes som R = t/λ, hvor t er tykkelsen og λ er materialets varmeledningsevne (W/mK). Jo større R, desto mindre varmeenergi passerer gennem konstruktionen. U-værdien, som er den samlede varmeoverførsel, falder som R-værdien stiger. Ved sammensatte konstruktioner beregnes U-værdien som 1 divideret med summen af de enkelte r-værdier plus eventuelle overflademodstande.

Valg af isoleringstjocklek afhænger af klima, bygningstype, planløsning, tilgængeligt rum og enhedspriser. Højere tykkelse giver ofte lavere energiforbrug, men dækkes af omkostninger, pladsbegrænsninger og risiko for kondensation, hvis konstruktionen ikke er korrekt ventileret og forseglet. Derfor afvejes energibesparelser mod omkostninger og konstruktionens begrænsninger.

I praksis fastsættes ofte mål for isolering gennem bygningsreglementer eller energistandarder, som angiver ønskede U-værdier eller krav til konstruktionens samlede isolering. Beregninger kan udføres ved hjælp af beregningsmodeller eller håndværksmæssig vurdering, og effekten af tykkelsen verificeres ofte gennem målinger eller termografiske undersøgelser. Det er også vigtigt at sikre korrekt installation og fugtstyring for at undgå kondensation og skimmelsvamp.