iskæmi

Iskæmi er en tilstand med nedsat blodforsyning til et væv, hvilket fører til iltmangel. Det opstår, når en blodåre tilstoppes eller ved lav perfusion. Uden tilstrækkelig ilt må cellerne producere energi ved mindre effektive processer, og langvarig iskæmi kan forårsage celledød. Genoprettet blodgennemstrømning kan også medføre reperfusionsskade.

Iskæmi kan ramme forskellige organer. Hjerteiskæmi (myokardieiskæmi) kan give angina og, hvis blodforsyningen er yderligere nedsat, hjerteinfarkt. Cerebral iskæmi kan forårsage slagtilfælde eller transitoriske iskæmiske anfald (TIAs). Mesenterisk iskæmi rammer tarmen og giver ofte alvorlig mavesmerter, mens perifer iskæmi påvirker lemmerne og manifesterer sig som claudikation eller i værste fald iskæmisk sår og gangræn. Symptomerne varierer med vævskategorien, men akutte iskæmisignaler inkluderer pludselige neurologiske ændringer, brystsmerter, stærke mavesmerter eller ændret hudtemperatur og pulser i det berørte område.

Diagnose og behandling bygger på symptomer, undersøgelse og billeddiagnostik. Hjerteiskæmi vurderes ofte med EKG og troponin; cerebral iskæmi behandles med CT eller MR og karvurdering; kartilstanden vurderes med duplex-ultralyd og angiografi. Behandling fokuserer på at genoprette blodforsyningen og behandle underliggende årsager. Akut behandling kan inkludere antitrombotisk medicin, antikoagulation og reperfusionsstrategier; mere komplicerede tilfælde kræver endovaskulære eller kirurgiske indgreb. Langsigtet behandling omfatter risikofaktorreduktion gennem livsstilsændringer og medicin som statiner, antiplatelet og blodtrykskontrol.

Prognosen afhænger af lokation, årsag og tid til behandling. Forebyggelse fokuserer på at kontrollere risikofaktorer som rygning, hypertension, diabetes og forhøjet kolesterol gennem livsstil og medicin.