immunomodulerende

Immunomodulerende refererer til midler eller behandlinger, der ændrer eller regulerer immunforsvarets respons. Begrebet dækker både midler, der stimulerer dele af immunforsvaret, og dem der dæmper eller omdirigerer immunreaktioner. Målet er ofte at opnå bedre kontrol over sygdomsprocesser ved at justere immunets aktivitet.

Mekanismen varierer og kan omfatte påvirkning af T- og B-celler, makrofager og dendritiske celler, ændringer i cytokin-netværk og signalveje som NF-kB eller JAK-STAT. Nogle immunmodulerende midler øger responsen mod infektioner eller kræft, mens andre dæmper autoimmune reaktioner eller forhindrer afstødning ved transplantation. Virkningen kan være målrettet eller bred og indebære både direkte effekt på immunsystemet og indirekte virkninger via andre væv.

Eksempler spænder fra immunstimulerende agenser som interferoner, interleukiner og GM-CSF til onkologiske immuntherapier som checkpoint-hæmmere (PD-1/PD-L1 og CTLA-4). Immunmodulerende lægemidler inkluderer også immunosuppressive midler som kortikosteroider, cyklosporin, tacrolimus og sirolimus, samt IMiDs som thalidomid, lenalidomid og pomalidomid. Der findes også naturlige eller kostrelaterede produkter med rapporterede immunmodulerende virkninger, hvor evidensen varierer.

Anvendelser omfatter autoimmune sygdomme (for eksempel reumatoid artrit og inflammatoriske sygdomme), transplantation, visse kræftformer samt udvikling af vaccines adjuvans. Sikkerhed og effekt varierer mellem patienter og behandlinger, og overvågning er ofte nødvendig. Forskning fortsætter med at forbedre specifificitet og reducere bivirkninger.