hormonregulering

Hormonregulering betegner de fysiologiske processer, der styrer hormonproduktionen, udskillelsen og virkningen af hormoner for at opretholde kroppens homeostase. Reguleringen foregår gennem samspil mellem endokrine kirtler, målorganer og nervesystemet og indebærer styring af syntese, frigivelse, transport, nedbrydning og receptorernes følsomhed over for hormoner.

Et centralt princip er feedbackmekanismer, især negativ feedback, hvor forhøjede hormonniveauer dæmper videre produktion. Positive feedbackmekanismer forekommer i visse situationer, som ved fødsel og ægløsning, hvor øgede hormonniveauer forstærker frigivelsen. Reguleringsniveauerne spænder fra stimulus i kirtlerne til ændringer i receptorernes respons og i cellernes stofskifte og transporterproteiner.

Den hypothalamus-hypofyse-kirtelakse spiller en central rolle i reguleringen. Hypothalamus frigiver releasing-hormoner, som regulerer hypofysens udskillelse af hormoner, der igen stimulerer kirtler som skjoldbruskkirtlen, binyrerne og gonaderne. Eksempler: TRH → TSH → skjoldbruskkirtelhormoner; CRH → ACTH → kortisol; GnRH → LH/FSH → kønshormoner; GHRH → GH.

Praktiske eksempler på regulering inkluderer blodsukkeret og hormonerne insulin og glucagon, hvor insulin sænker blodsukkeret og glucagon øger det. Skjoldbruskkirtelhormoner reguleres gennem TSH og negativ feedback fra T3/T4. Cortisol følger en døgnrytme og påvirkes af stress.

Udfordringer i hormonregulering kan føre til endokrine lidelser som diabetes mellitus, hypothyreose eller hyperthyreose, Cushing’s syndrom og fertilitetsforstyrrelser. Alder, sygdom, medicin og livsstil kan påvirke reguleringsmekanismerne. Forskning og klinik anvender hormonanalyser, stimulationstest og dynamiske tests til at vurdere reguleringen, mens behandlinger kan involvere syntetiske hormoner, receptoragonister eller -antagonister og livsstilsråd.