hjernecellers

Hjerneceller omtales som celler i hjernen og centralnervesystemet, der udgør grundlaget for kommunikation og kontrol af kroppens funktioner. To hovedgrupper findes: neuroner og gliaceller.

Neuroner er de egentlige informationsbehandlere. De har en cellekrop (soma), dendritter til at modtage signaler og et axon til videreformidling. Signalerne formidles primært via synapser, hvor neurotransmittere giver kemisk kommunikation mellem neuroner. Netværk af neuroner spænder bredt og udgør kredsløb, der understøtter hukommelse, læring, sanser og bevægelse. Neurotransmission og synaptisk plasticitet tillader hjernen at tilpasse sig erfaringer og ændringer i miljøet.

Gliaceller giver støtte, næring og beskyttelse til neuroner. I hjernen findes astrocytter, oligodendrocytter, mikrogliaceller og ependymalceller. Astrocytter regulerer ekstracellulær ion- og neurotransmitterbalance, støtter blod-hjerne-barrieren og hjælper med neurotransmission. Oligodendrocytter danner myelin i centralnervesystemet, hvilket isolerer axoner og øger ledningshastigheden. Mikrogliaceller fungerer som en del af immunsystemet i hjernen og rydder op i døde celler og affaldsstoffer. Ependymalceller beklæder ventriklerne og producerer cerebrospinalvæske.

Myelinisering er processen, hvor axoner dækkes af myelin, hvilket øger ledningshastigheden for nerveimpulser. I CNS sker dette med oligodendrocytter; i det perifere nervesystem (PNS) ligger Schwann-celler til grund.

Hjerneceller kræver konstant energi og glukose og udgør et tæt forbundet netværk, hvor ændringer i cellefunktion kan påvirke kognition, adfærd og bevægelse. Neurodegenerative sygdomme og skader afspejler ofte ændringer i disse celletyper og deres interaktioner.