gennemsnitsomkostningskurver

Gennemsnitsomkostningskurver, på engelsk Average Cost Curves (AC), er et centralt begreb inden for økonomi og især mikroøkonomi. De illustrerer, hvordan en virksomheds gennemsnitlige omkostninger pr. produceret enhed ændrer sig afhængigt af produktionsniveauet. En gennemsnitsomkostningskurve er typisk U-formet.

Den faldende del af kurven skyldes primært stordriftsfordele. Når produktionen stiger, spredes de faste omkostninger over flere enheder, hvilket reducerer gennemsnitsomkostningerne. Variable omkostninger kan også falde i starten på grund af øget effektivitet og specialisering.

Toppen af U-formen repræsenterer det punkt, hvor de samlede gennemsnitsomkostninger er lavest. Dette punkt kaldes også det teknisk optimale produktionsomfang. Efter dette punkt begynder de gennemsnitlige omkostninger at stige.

Den stigende del af kurven forklares ofte ved faldende stordriftsfordele eller stordriftsulemper. Når produktionen fortsætter med at stige ud over det optimale punkt, kan virksomheden opleve udfordringer som ineffektivitet, dårligere koordination, eller stigende omkostninger til råvarer, hvis efterspørgslen bliver for stor.

Gennemsnitsomkostningskurven er tæt forbundet med andre omkostningskurver, især marginalomkostningskurven (MC). Marginalomkostningskurven skærer gennemsnitsomkostningskurven i dens laveste punkt. Når marginalomkostningerne er lavere end gennemsnitsomkostningerne, trækker de gennemsnitsomkostningerne ned, og når marginalomkostningerne er højere, trækker de gennemsnitsomkostningerne op. Virksomheder bruger analysen af gennemsnitsomkostningskurver til at træffe beslutninger om produktionsniveau og prissætning for at maksimere deres profit.