fluorescensmetoder

Fluorescensmetoder er en gruppe teknikker, der udnytter fluorescens til at lokalisere, identificere og kvantificere molekyler og processer i biologi, kemi og materialeforskning. Ved excitation af et fluorofor med lys i en specifik bølgelængde udsender disse molekyler lys ved længere bølgeslængder, hvilket muliggør følsom og selektiv detektion.

De væsentligste teknikker omfatter fluorescensspektroskopi; fluorescensmikroskopi (bredfelt, konfokal og to-foton mikroskopi); FLIM (fluorescens levetidsbilleddannelse); FRET (fluorescens resonans energioverførsel); FISH (fluorescens in situ hybridisering) og flowcytometri. Fluoroforer og autofluorescens spiller centrale roller; almindelige fluoroforer omfatter fluorescein, rhodamin, GFP og en række syntetiske Alexa Fluor-dyes. Detektionsudstyr inkluderer excitationkilder (lamper eller lasere), optiske filtre og sensorer som kameraer og fotomultiplikatorer.

Anvendelserne spænder fra intracellulær lokalisering og dynamik til kvantificering af proteiner og molekylære interaktioner. Klinisk diagnostik og billeddannelse bruger fluorescence til mærkning af specifikke markører; miljøovervågning og materialeforskning anvender den til sensorik og karakterisering af overflader og strukturer.

Vigtige overvejelser omfatter fotobleaching, autofluorescens i prøver, spektralt overlap mellem fluoroforer og behovet for kontroller og kalibrering. Dataanalyse kan kræve spektral unmixing og korrekt kvantitativ standardisering. Sikkerheds- og prøveforberedelsesaspekter er relevante, især ved brug af kemiske fluoroforer.

Overordnet giver fluorescensmetoder høj følsomhed og specifikation, og valget af teknik afhænger af spørgsmål, prøvetype og ønsket opløsning. Teknologien udvikler sig hurtigt med nye fluoroforer, optiske komponenter og superopløsningsmetoder.