dannelsesmekanismer

Dannelsesmekanismer refererer til de processer, hvor mennesker tilegner sig viden, værdier, kompetencer og dannelse af identitet gennem samspillet mellem personen og omverdenen. Begrebet favner både formel uddannelse og uformel læring, samt de sociale praksisser, der former, hvordan man tænker, handler og deltager i samfundet.

Nøglemekanismerne omfatter socialisering og enculturation, hvor normer, sprog og praksisser internaliseres i familien, skolen, kammeratskabet og medierne. Kognitiv udvikling og læring spiller også en central rolle gennem kognitiv strukturering, problemløsning og sprogudvikling, ofte understøttet af interaktion og vejledning i vejlednings- og læringssituationer. Erfaring og praksis bidrager gennem hands-on læring, praksisorienteret deltagelse og refleksion, der hjælper med at sætte erfaringer i system og udvikle anvendelige færdigheder.

Uformelle og formelle processer supplerer hinanden. Dannelsesprocesser kan også binde sig til begreber som habitus og kapital (social, kulturel, økonomisk), der beskriver, hvordan strukturer og ressourcer påvirker, hvilke muligheder mennesker har for at lære og deltage. Digital dannelse og mediekompetence bliver i dag ofte en væsentlig del af dannelsesmekanismerne i takt med teknologisk udvikling.

Dannelsesmekanismer giver forventede udbytter som kritisk tænkning, etisk dømmekraft, personlig og æstetisk fornemmelse samt evne til at handle som ansvarlige medborgere. Variationer i kontekst og adgang til ressourcer gør dannelse til et komplekt og socialt fordelt felt.