Dannelsesprocesser

Dannelsesprocesser betegner de måder, hvormed mennesker gennem livet udvikler sig i forhold til viden, færdigheder, værdier og identitet gennem mødet med andre, sociale praktikker og kulturelle normer. Begrebet favner både formel undervisning, uformel læring og ikke-formel dannelse og inkluderer således skole, familie, arbejdsmarked og fritidsmiljøer. Formålet er ofte at skabe autonomi, kritisk tænkning og socialt medansvar, snarere end blot akkumulering af fakta.

Teoretisk ligger der en dannelsesforståelse til grund i ideer om Bildung og dannelse som en helhedsudvikling af individet og dets forhold til samfundet. Centrale dimensioner omfatter kognitiv udvikling, moralsk og æstetisk dømmekraft, kommunikative kompetencer og social identitet. Dannelsesprocesser understøttes af refleksion, dialog og praksis, og de sker i interaktion mellem individet og dets miljø.

Aktører og praksisser: Familien, skolen, ungdoms- og voksenuddannelser, arbejdspladser og civilsamfundet spiller sammen. Læringsformer inkluderer formel undervisning, projekt- og problembaseret læring, kollektivt arbejde og praktisk erfaring. Informel læring foregår gennem hverdagsaktiviteter, medier og kulturelle praksisser. Livslang læring ses som en central ramme for kontinuerlig dannelse.

Udbytte og samfundsrelevans: Dannelsesprocesser bidrager til demokratiske kompetencer, social inklusion, etisk dømmekraft og kulturel forståelse. Sociale og økonomiske forhold påvirker tilgængeligheden og kvaliteten af dannelse, hvilket gør lighed i dannelse et centralt tema i uddannelsespolitiske debatter.