adgangskontrolmodeller

Adgangskontrolmodeller er teoretiske rammer, der beskriver og styrer, hvem der har ret til at få adgang til hvilke ressourcer og under hvilke betingelser. De bruges i operativsystemer, applikationer, databaser og cloudmiljøer for at implementere princippet om mindst privilegium og behovsbegrænset adgang. En model definerer typisk aktører (brugere og processer), objekter (ressourcer) og de tilladelser eller regler, der styrer adgangen.

DAC, eller discretionary access control, gør ressourceejerne ansvarlige for at tildele adgang gennem adgangslister. Fordelen er fleksibilitet og enkel implementering i mindre miljøer; ulempen er, at central styring og kontrol bliver vanskelig i større organisationer, hvilket kan føre til overlappende eller ukontrollerede rettigheder.

MAC, eller mandatory access control, står under en central policy og ofte under sikkerhedsniveauer eller labels. Rettigheder bestemmes af systemets sikkerhedspolitik og ikke af den enkelte ejer. MAC giver stærk isolering og konsistens, hvilket gør den velegnet til militære eller statslige miljøer, men reducerer fleksibiliteten og øger administrationsomkostningerne.

RBAC, eller role-based access control, tildeler rettigheder baseret på brugerens rolle inden for en organisation. Rollen afspejler arbejdsopgaver og ansvar. Fordelene er forenklet rettighedsstyring, skalerbarhed og understøttelse af principper som mindst privilegium og adskillelse af pligter. Ulemperne kan være rolleakkumulering, behov for løbende vedligeholdelse af rollehierarkier og tilpasning ved organisatoriske ændringer.

ABAC, eller attribute-based access control, anvender en samling attributter ved både bruger og objekt samt kontekst (tid, sted, tilstand). Adgang besluttes af regelsæt, der refererer til disse attributter. Fordelene er fin og dynamisk kontrol samt tilpasning til komplekse krav; ulemperne er kompleks policyadministration og højere vurderingsomkostninger.

I praksis anvendes ofte hybridmodeller, der kombinerer elementer fra flere tilgange. Effektiv implementering kræver klare politikker, governance og regelmæssig revision for at sikre sikkerhed og overholdelse.