Våtmarksforringelse

Våtmarksforringelse beskriver en forringelse af vådområders økologiske funktioner og tilstand. Typiske tegn er ændret vandstand og hydrologi, nedsat jordfugtighed, tab af habitat og reduktion i artsdiversitet og kulstoflagring. Forringelsen påvirker vådområders evne til at tilbageholde vand, filtrere forurening og lagre kulstof.

Årsagerne inkluderer dræning og grøftning til landbrug og byudvikling, ændret afstrømning og vandbalance, tørke og klimaforandringer samt forurening og introduktion af invasive arter. Sedimentaflejring og ændrede vandnivåer bidrager også til forringelsen.

Konsekvenserne omfatter tab af biodiversitet og forringede økosystemtjenester, dårligere vandrensning og højere risiko for oversvømmelser. Vådområder mister habitat for mange arter af fugle, amfibier og vandplanter, og tørv og myr kan begynde at frigive drivhusgasser ved oxidation, hvilket påvirker klimaet negativt.

Overvågning og vurdering af våtmarksforringelse involverer måling af arealtab eller -udvidelse, ændringer i vandstand og hydrologi, jordfugtighed og artsrigdom samt tilstedeværelse af indikatorarter. Analyserne støttes af nationale miljømyndigheder og internationale standarder.

Forebyggelse og restaurering fokuserer på at forhindre dræning og yderligere ødelæggelse samt at genoprette naturlig hydrologi. Restaurering kan omfatte genvådgivning (rewetting), fjernelse af dræningskanaler og genoprettelse af naturlige vandstandssvingninger samt rehabilitering af vegetation og habitater.

Lovgivning og internationale rammer spiller en rolle i beskyttelse og genopretning af vådområder. Mange lande har miljølove, og internationale aftaler som Ramsar-konventionen og EU’s Natura 2000- og Vandområde-direktiver adresserer bevaring og restaurering af våtmarker.