Vandopløseligheden

Vandopløseligheden er den maksimale mængde af et stof, der kan opløses i vand ved en given temperatur og tryk. Det gælder for faste stoffer, væsker og gasser. Når opløsningen ikke længere kan optage mere stof, siges den at være mættet.

Bag vandopløseligheden ligger balancen mellem energien, der kræves for at bryde stofets indre bindinger, og energien, der frigives ved dannelse af stærke interaktioner med vandmolekylerne. For ioniske og polære stoffer sker opløsningen via ion–dipol og hydrogenbindinger; for ikke-polære stoffer er der færre gunstige kræfter, og de opløses i reglen dårligt.

Faktorer der påvirker opløseligheden inkluderer temperatur, tryk (især for gasser), og stoffets kemi. Polære og ioniske forbindelser opløses generelt bedre i vand end ikke-polære, og der gælder ofte princippet om, at liges opløser liges.

Enheder og måling: Opløseligheden måles som gram stof pr. 100 gram vand ved en given temperatur, eller som molær opløselighed (mol/L). En mættet opløsning opnås ved denne værdi. For visse forbindelser anvendes opløsningsproduktet Ksp til at beskrive grænsen for opløsning i svagt opløste forbindelser.

Eksempler: Natriumklorid (NaCl) har høj opløselighed i vand ved 25 C. Sukrose er også meget opløseligt. Olie og andre ikke-polære forbindelser er generelt dårligt opløselige i vand. Gasser som CO2 og O2 opløses i vand, og deres opløselighed afhænger af temperatur og tryk: lavere temperatur og højere tryk øger opløseligheden.