Underhydrering

Underhydrering er en tilstand med utilstrækkeligt væskeindhold i kroppen til at opretholde normal funktion. Tilstanden opstår, når væsketabet overstiger indtaget over en periode og kan skyldes svedtendens ved varme eller fysisk aktivitet, opkast, diarré, feber eller utilstrækkeligt væskeindtag. Risikoen er øget hos ældre, spædbørn og små børn, personer med kroniske sygdomme samt ved længere ophold i varme omgivelser eller ved intensiv fysisk aktivitet.

Symptomer spænder fra milde tilstande som tørst, mundtørhed og mørk urin til mere alvorlige tegn som nedsat urinproduktion, træthed, hovedpine og svimmelhed. Hos ældre kan forvirring eller ændret bevidsthed forekomme. Ved børn kan tilbøjelighed til irritabilitet, sløvhed eller nedsat tøjhed være tegn. Alvorlig dehydrering kan medføre lavt blodtryk, hurtig puls og nedsat bevidsthedstilstand. Klinisk vurdering af hudturgor, urinmønster og vitale tegn suppleres ofte af blod- og elektrolytprøver ved behov.

Diagnosen baseres primært på kliniske tegn og patientens historik. I tilfælde af usikkerhed eller tegn på alvorlig eller vedvarende elektrolytforstyrrelser udføres blodprøver og vurdering af nyrefunktion. Urinfarve og diurese er også nyttige indikatorer for hydreringstilstanden.

Behandling fokuserer på at genoprette væske- og elektrolytbalance. Ved mild til moderat underhydrering anbefales mundtlig rehydrering med en passende elektrolyttilsat væske (oral rehydrering løsning). Ved tegn på alvorlig dehydrering eller hvis den enkelte ikke kan holde væske nede, kræves intravenøs væskeindgivelse under medicinsk overvågning, ofte natriumklorid eller Ringer-lactat.

Forebyggelse indebærer regelmæssigt væskeindtag, særligt ved varmt vejr, under træning og ved sygdom med feber, opkast eller diarré. Ved længerevarende udhvildelse eller høj fysisk belastning kan elektrolyttilskud og ORS være nyttigt for at reducere risikoen for underhydrering.