Udlicensiering

Udlicensiering er en forretningsaftale, hvor en licensgiver giver en anden part ret til at bruge en bestemt ip-rettighed eller et teknologisk know-how under fastsatte betingelser. Ejerskabet til rettighederne forbliver hos licensgiveren, mens licenstageren får ret til at udnytte dem i anvist sammenhæng. Aftalen fastlægger typisk omfanget af brugsretten, herunder felt (fremstilling, distribution, service), geografisk område og varighed, samt om licensen er eksklusiv eller ikke-eksklusiv. Der kan også være bestemmelser om underlicensering, forbedringer og rettigheder til resultater, der opstår under licensperioden.

Typiske komponenter omfatter betaling og økonomi, som kan være forudbetaling, royalty baseret på omsætning eller volumen, milepælsbetalinger og revisionsret for at sikre korrekt afregning. Aftalen fastsætter også krav til fortrolighed, kvalitet og overholdelse af gældende regler samt procedurer for håndtering af ændringer og opdateringer af teknologien eller know-how.

Eksklusiv versus ikke-eksklusiv udlicensiering udgør centrale valgmuligheder. Eksklusiv udlicensiering giver licenstageren eneret inden for et bestemt felt og område, hvilket giver betydelig markedsbeskæftigelse, men reducerer licensgiverens egne muligheder i samme område. Ikke-eksklusiv udlicensiering tillader licensgivere at udnytte rettighederne gennem flere parter og egne midlertidige anvendelser.

Fordelene omfatter hurtigere markedsadgang og lavere udviklingsomkostninger for licenstageren samt en ny indtægtskilde for licensgiveren. Risikoer inkluderer tab af kontrol over brugen af IP, afhængighed af licenstageren og potentielle kvalitets- eller brandrisici samt juridiske udfordringer omkring intellektuelle ejendomsrettigheder og konkurrencepraksis. Udlicensiering er særligt udbredt inden for teknologi, software, farmaceutiske produkter og medializensiering.