Tracerforsøg

Tracerforsøg er en videnskabelig metode, hvor et sporstof tilsættes et system for at følge bevægelse, omdannelse eller fordeling af et stof uden at ændre dets opførsel væsentligt. Formålet er at kunne spore, hvor, hvordan og hvor hurtigt et stof bevæger sig gennem et system eller gennemgår metaboliske processer.

Sporstoffer kan være radioaktive isotoper, stabile isotoper eller fluorescerende mærkninger. Radioaktive tracers giver målbare radiationssignaler; stabile isotoperører registreres ofte med massespektrometri; fluorescerende mærkninger giver optisk detektion. Eksempler inkluderer 18F-FDG i medicinsk PET til at vise vævsmangel og stofudnyttelse, 13C- eller 15N-mærkede næringsstoffer i metabolismeforskning, samt farvestoffer og mærkede stoffer i miljøstudier.

Detektionsmetoder omfatter scintillationstælling af radioaktivitet, massespektrometri og NMR for isotopmærkning, samt fluorescensbaserede teknikker og billeddannelse som PET/SPECT til in vivo studier. Autoradiografi og andre optiske metoder anvendes også afhængigt af traceren og forsøgsopbygningen.

Anvendelserne spænder bredt: farmakokinetik og lægemiddelfordeling, metabolismestudier og receptorforskning, samt hydrologi og miljøvidenskab, hvor tracerstudier bruges til at undersøge transportprocesser, vandkredsløb og forureningens bevægelsesmønstre.

Overvejelser og begrænsninger: radiotracers kræver særlige sikkerhedsforanstaltninger og godkendelser; traceren bør være kemisk lig med det stof, der studeres, for at undgå betydelige ændringer i opførsel. Der er etiske og miljømæssige overvejelser, og eksperimenterne kan være dyrekortseller omkostningstunge og teknisk krævende.