Svovlkredsløbet

Svovlkredsløbet er den globale biogeokemiske kredsløb for svovl gennem jord, vand, levende organismer og atmosfæren. Svovl forekommer i både uorganiske og organiske former, i mineraler som pyrit og i sulfat (SO4 2−) i vand og jord. Kredsløbet er langsigtet og forbinder biotiske og abiotic processer, og det påvirkes af klima og menneskelig aktivitet.

I biologisk forstand deles kredsløbet i assimilatorisk og dissimilatorisk svovlomsætning. Planter og mange mikroorganismer optager sulfat fra jorden og omdanner det til organiske svovlforbindelser som cystein og methionin. I anaerobe miljøer reducerer visse mikroorganismer sulfat til sulfider (H2S) som elektronacceptor. Dette dissimilatoriske forløb bidrager til sulfider i sedimenter og kan reagere med metaller og danne metal-sulfider som pyrit.

Samtidig oxideres sulfider af svovlobrige bakterier og svovloxidationskæder til sulfat igen. Dette sker i oxic miljøer og i jord og sedimenter. En betydelig kilde til sulfat i atmosfæren er oxidation af svovlforbindelser udsendt af vulkaner og ved forbrænding af fossile brændstoffer, hvilket danner svovlsyre og sulfatpartikler, der kan nedbøre og aflejre som aerosoler.

I havene og ved kysterne foregår udveksling gennem biologiske processer og mineraldannelse. Organisk svovl frigives ved nedbrydning, og marine phytoplankton producerer DMS (dimethylsulfid), som oxideres i atmosfæren til sulfat og aerosoler og påvirker klima og nedbørsmønstre.

Menneskelig aktivitet påvirker svovlkredsløbet væsentligt: forbrænding af fossile brændstoffer øger udsendelser af SO2 og partikler, hvilket fører til sur nedbør og ændringer i økosystemer; minedrift og udvinding af svovlholdige mineraler kan give sur mineafstrømning og vandforurening. Kredsløbet forbliver grundlæggende for globale miljøprocesser.