Stofafhængighed

Stofafhængighed er en kronisk, ofte tilbagevendende lidelse, der indebærer en stærk trang til et stof, nedsat kontrol med brugen og fortsat brug trods skadelige konsekvenser. Typiske kendetegn er øget tolerance og abstinenssymptomer ved nedsat brug. Lidelsen påvirker ofte hjernens belønningssystem og kan medføre alvorlige helbredsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser.

Årsagerne er komplekse og står i et samspil mellem genetiske, psykiske, sociale og miljømæssige faktorer. Tidlig eksponering, traumer, psykiatriske lidelser og vedvarende stress øger risikoen. Tilgængelighed af stof, sociale normer og støttemuligheder spiller også en betydning. Behandlingen kræver derfor ofte en helhedsorienteret tilgang.

Diagnose baseres sædvanligvis på klinisk vurdering af adfærdsmæssige og fysiske kriterier efter internationale retningslinjer. Forløbet er ofte kronisk med perioder af remission og tilbagefald. Tidlig indsats og en langsigtet, tilpasset behandlingsplan kan forbedre udfaldet og livskvaliteten.

Behandling spænder over medicinske og psykosociale tiltag. Medicin kan dæmpe trangen eller lindre abstinenser, for eksempel ved opioidafhængighed (metadon eller buprenorfin) og alkoholafhængighed (f.eks. akamprosat, disulfiram). Psykoterapeutiske metoder som kognitiv adfærdsterapi og motivationssamtale samt støttegrupper og skadebegrænsende tiltag er centrale komponenter.

Forebyggelse og samfundsmæssige tiltag fokuserer på tidlig støtte, tilgængelighed af behandling og reduktion af stigma. Uddannelses- og arbejdspladsprogrammer samt integrerede behandlingsenheder kan forbedre tilgængelighed og kontinuitet i behandlingen. Det overordnede mål er at reducere skader og forbedre livskvaliteten for personer med stofafhængighed.

---